Højtbegavede børn er en særlig, og noget overset, gruppe af børn, der ind i mellem kræver særlige tilgange i opdragelse og pædagogik. For forældre kan det være svært at hamle op med deres ofte velargumenterende børn, som de gerne vil støtte, men også har brug for at sætte grænser for.
Det kan også være svært at gøre omgivelserne forståeligt, at det ikke altid er ren lykke at have et “klogt” barn. Barnets evne til at tænke og dets erfaringsverden og sociale og følelsesmæssige udvikling matcher ofte ikke særlig godt og skaber udfordringer for barnet selv og omgivelserne, f. eks. skolen.
Det har for mig været lidt af en kæphest at forsøge at klargøre omgivelserne, at høj begavelse ikke nødvendigvis er et “luksusproblem”, men kan afstedkomme udfordringer, som skal forstås og tackles hensigtsmæssigt. Ellers er der fare for at barnet mistrives, har svært ved at udvikle sit potentiale og kan løbe sur i skolegangen og miste motivationen for læring.
Gennem en del år har jeg rådgivet forældre og skoler og holdt et par kurser for frivillige fra foreningen Gifted Children om telefonrådgivning.